Generalforsamling QBC

Generalforsamling for Qeqertalik Business Council

juni 1, 2023

Flere iværksættere til rådgivning i 2022

Erhvervsrådet Qeqertalik Business Council fik afholdt deres ordinære generalforsamling den 17. maj 2023 i Aasiaat. Året 2022 var et produktivt år for Erhvervsrådet, hvor der er blevet afholdt en række aktiviteter for erhvervslivet og borgerne i Qeqertalik.

Et udpluk af aktiviteterne

Erhvervsrådet har blandt andet besøgt samtlige byer og bygder i kommunen og holdt møder med erhvervslivet og iværksætterne, herunder for at samle input til kommunalbestyrelsens budgetprocesser, som Erhvervsrådet har pligt til i henhold til deres servicekontrakt med kommunen.

Qeqertalik Business Council har i samarbejde med AECO været med til at udarbejde retningslinjer for, hvordan turister og de lokale skal agere, når der kommer turister i deres byer. I fællesskab med Avannaata Kommunia er der blevet afholdt seminarer i både Aasiaat og Ilulissat, for erhvervs- og turismeaktørerne i hele Diskobugten, for at drøfte udfordringer, vækstmuligheder og produktudvikling på tværs af regionen. Der er blevet installeret vejskiltninger og selv-guide kort i Aasiaat, til at guide gæsterne hen mod seværdighederne, spisestederne, museet, sygehuset og lufthavnen, som den første by blandt kommunens byer. Derudover har selskabet dannet partnerskaber og været med til at promovere Qeqertalik-regionen og dens aktører udadtil, ved at deltage i internationale messer og konferencer. Ovenstående tiltag blandt de mange forberedelser til, at der kan og vil komme flere gæster til regionens byer og bygder.

Til gavn for borgerne

Qeqertalik Business Council har igen i 2022 fået afholdt en masse kurser og workshops til gavn for iværksætterne og borgerne.

Erhvervsrådet har kompetenceudvikling som en vigtig søjle i organisationens strategi. Dertil er der blandt andet blevet afholdt forskellige kurser for borgerne, såsom i udarbejdelse af forretningsplaner, budgettering, økonomistyring og skatteforhold med øje for iværksætteri. Der er blevet undervist i service og markedsføring. Foreningerne er blevet undervist i fondsansøgninger og samlet i en workshop, for at styrke deres interne processer og samarbejdet imellem foreningerne.

I sammenligning med året før, har erhvervsrådet været i dialog med endnu flere borgere til rådgivning i kommunens byer og bygder. Borgere med iværksættertanker der vil høre om deres muligheder, eller brug for hjælp til at tage det næste skridt.

Generalforsamling 2022

Til den ordinære generalforsamling deltog Borgmesteren og Kommunaldirektøren der repræsenterede kapitalejeren Kommune Qeqertalik, derudover deltog bestyrelsen i selskab med direktøren.

Årets resultat blev et overskud på 122.904 kr. mod et overskud året før på 217.321 kr. Det skal nævnes, at det ikke er et mål i sig selv at have overskud, da organisationen finansieres af servicebidrag fra kommunen, til at realisere servicekontraktens indhold. Succeskriteriet er egentlig at bruge det meste af midlerne til erhvervs- og turismeudvikling i kommunen.

Generalforsamlingen bød på et genvalg af Hanne Kristiansen, ejer af Anuni og direktør for Inuit Quality Clothes of Greenland, som formand i bestyrelsen. Det samme gjaldt for bestyrelsesmedlemmer Hans-Jørgen Mørch, Julia Pars, Erne L. Olsen, Kristian Lyberth samt Jakob Jensen, sidstnævnte valgte dog at træde ud af GE-lokalafdelingen for Qasigiannguit og skal erstattes af en ny lokalrepræsentant.

Kommune Qeqertalik opfordrede til, at den nye GE-repræsentant fra Qasigiannguit så vidt muligt vælges fra turismebranchen, for at holde en varieret branchebaggrund iblandt bestyrelsens kompetencer.

Fremadrettet kommer revisor til at deltage i de ordinære generalforsamlinger og på den måde åbne op for præsentationer af årsrapporten direkte fra revisors side.

Bestyrelsen ønsker desuden at fremtidige generalforsamlinger også afholdes online, for på den måde at skabe mere transparens og åbenhed overfor offentligheden.

Se årsrapport for 2022 her

DEL

Del på Facebook
Del på Twitter
Del på Linkdin
Del på Pinterest

Kommentarer

Scroll to Top