Stor interesse for Diskobugten blandt nordamerikanske rejseagenter
Destination Diskobays destination manager Ane Joelsen Siegstad deltog for første gang i The Nordics North America Roadshow 2026, der i år fandt sted i Boston, Los Angeles og Vancouver. Roadshowet samlede turismeaktører fra Grønland, Danmark, Finland, Island, Norge, Sverige og Færøerne med et fælles mål om at styrke interessen for Norden som rejsedestination på det nordamerikanske marked.
Under roadshowet mødte Destination Diskobay 22 rejseagenter, som viste stor interesse for Diskobugten. Arrangementet havde i alt 68 deltagere fra forskellige dele af USA og gav en værdifuld mulighed for at skabe nye kontakter og styrke samarbejdet med rejsebranchen i Nordamerika.
Formålet med deltagelsen var at promovere Diskobugten og opbygge relationer til rejseagenter og turoperatører fra USA og Canada, der arbejder med at udvikle og sælge rejser til nordiske destinationer. Gennem møder præsenterede Destination Diskobay områdets særlige kvaliteter – fra storslået natur og spændende kulturmøder til autentiske og bæredygtige rejseoplevelser.
Stigende interesse for Grønland og Diskobugten
Destination Manager Ane Joelsen Siegstad deltog på roadshowet og oplevede en positiv interesse for både Grønland og Diskobugten.
”Interessen for bæredygtig turisme og autentiske, unikke oplevelser er stor blandt rejseagenterne. Med den nye lufthavn i Ilulissat, som snart åbner, mærker vi en stigende interesse for Diskobugten. Vi har fået mange positive tilbagemeldinger fra det nordamerikanske marked, og jeg håber, at vores deltagelse kan være med til at tiltrække gæster, som værdsætter bæredygtig turisme og autentiske oplevelser i vores region,” siger Ane Joelsen Siegstad.
Deltagelsen i roadshowet er et vigtigt skridt i arbejdet med at øge kendskabet til Diskobugten på det nordamerikanske marked og skabe nye muligheder for turismen i regionen.
Destination Diskobay glæder sig over at have været en del af det nordiske samarbejde og ser frem til at følge op på de mange nye kontakter med ambitionen om at omsætte interessen til flere besøg i Diskobugten i de kommende år.